Mineraler er grundstoffer, som kroppen også skal have tilført med maden!

Man taler om makromineraler eller mikromineraler, alt efter den mængde kroppen har behov for. Makromineralerne regnes i gram pr kilo legemsvægt, og behovet for mikromineralerne beregnes i milligram pr kilo legemsvægt.

Ligesom vitaminerne er en lang række mineraler vigtige for, at kroppen kan fungere, og forskerne opdager stadig nye funktioner for nogle af mineralerne.

Mineraler er uorganiske grundstoffer, som faktisk er lige så gamle som jordkloden. De cirkulerer i naturens kredsløb. Mineraler er uorganiske stoffer, hvilket betyder at de ikke indeholder nogen kulstofatomer, de optages fra jorden af planternes rødder, og danner sammen med vand og solens lys alle de processer, som planterne har behov for, for at sikre normal vækst.

Når mennesker (og dyr) spiser planterne vil grundstofferne blive optaget ind i kroppen. Her indgår de i alle kroppens kemiske processer sammen med vitaminerne – dvs. fordøjelse, stofskifte, hormoner, muskler, kredsløb, åndedrættet etc.

Som det gælder for vitaminer, så hænger mineralerne sammen i et meget fint netværk. Påvirker direkte og indirekte hinanden i både hensigtsmæssig og mindre hensigtsmæssig retning, kort sagt tilfører man kun et af dem, påvirkes nogle af de andre. Nogle hæmmer hinandens optagelse. De er konkurrenter, det kaldes for antagonister. Zink og kobber skal indgå i kroppen i en hårfin balance. Fås der for meget af den ene, skubbes den anden ud. Og det omvendte gør sig også gældende, at nogen fremmer hinandens optagelse og udnyttelse i kroppen, de kaldes synergister, for de fremmer hinandens funktioner.

Makromineraler:
• Calcium
• Magnesium
• Phosphor
• Kalium
• Natrium
• Chlor
• Svovl

Mikromineraler
• Jern
• Zink
• Jod
• Kobber
• Mangan
• Flour
• Chrom
• Selen
• Molybdæn
• Cobolt (i form af B12 vitamin)
• Silicium

Kroppens evne til at optage mineraler afhænger af mineralernes biotilgængelighed, som betyder hvor stor en del at de indtagne mineraler som kroppen er i stand til at optage. Dette bestemmes af sammensætningen og strukturen af vores kost, med andre ord, så er biotilgængeligheden af nogle mineraler fra den animalske verden højere end den er fra den vegetabilske, et eksempel er jern.

Mineralerne optages i fordøjelseskanalens tarmdel. Langt de fleste optages i tyndtarmen, men der optages også en del i tyktarmen.
Mineralernes videre skæbne, når de er kommet ind i blodbanen kan være lidt forskellig. De kan blive transporteret direkte til de celler, væv eller organer hvor de skal bruges. Dette enten opløst i blodplasma eller bundet til transportprotein, der er nogle specifikke proteiner, der har transport af stoffer rundt i blodbanen som primær funktion.

Mineralerne kan også blive sendt til deponering. Deponeringsstedet er forskelligt fra mineral til mineral. Det kan være skelettet, leveren, knoglemarven, milten for at nævne nogle eksempler.

Der sker også en kontinuerlig udskillelse af mineralerne fra kroppen. Enten fordi der er for meget af det pågældende mineral eller som følge af et naturligt tab. Udskillelse sker via urinen, afføringen, huden, slimhinder og kropsåbninger.

Læs videre om “Vand- og fedtopløselige vitaminer”

Læs videre om “Vitaminer – skal, skal ikke?”

Eller hop videre til vores produktoversigt for Mineraler, tryk på billedet her: